Nye fællesskaber gennem kreative læringsprocesser i folkeskolen - en forskningsbaseret evaluering af C:NTACTs samarbejde med Urbanskolen i Esbjerg
8. årgang i Urbanskolen kan se frem til et 4-årigt forløb sammen med C:NTACT, der med en ny bevilling fra Lauritzen Fonden, skal fremme elevernes tilhørsforhold til skolens tre afdelinger Præstegårdsskolen, Rørkjær Skole og Danmarksgades Skole.
Projektet gennemføres af lektor Anne Mette W. Nielsen og er en fortsættelse af et 3-årigt samarbejde mellem Urbanskolen og C:NTACT, som med denne bevilling skal følges og evalueres af Center for Ungdomsforskning.
Gennem et skræddersyet forløb skal C:NTACT udvikle både lærernes kreative undervisningskompetencer og elevernes uddannelsesparathed med ambitionen om at styrke den sociale trivsel og udvikle fællesskaber.
Helle Haagen, C:NTACTs administrative direktør, udtaler:
”Det er et omfattende, men spændende projekt med mange fagligheder og samarbejdspartnere, der skal spille sammen for at kunne skabe en ny fortælling på tværs af elever og lærer på de tre skoler, og det er et stort privilegie, at CeFU i denne omgang, også er tilknyttet projektet.”
Samtidig er der fokus på, at lærerne udvikler nye kompetencer til undervisningen og ikke mindst opdager nye styrker i deres elever, som forbedrer relationen mellem dem. Forløbet sigter også mod en forankring i Esbjerg Kommune, da lokale kunstnere rekrutteres til workshoptrænere og oplæres i C:NTACTs arbejdsmetode.
Der er tale om et fireårigt forskningsprojekt, fra foråret 2022 til foråret 2025. Projektet afsluttes med en forskningsrapport fra CeFU, som fremadrettet vil kunne give viden til andre skoler og undervisere.