TV2 Nyheder 08.02.2017
Af: Simone Kirstine Hansen & Stine Uldbjerg Hansen
Siden 2008 er karakterforskellen mellem piger og drenge i landets gymnasier fordoblet, viser nye tal fra Undervisningsministeriet. I 2008 lå drengenes karaktergennemsnit ved studentereksamen på 6,7, mens pigerne lå på 7. I 2016 var drengenes karaktergennemsnit steget til 7, mens pigernes lå på 7,6. Pigernes karaktergennemsnit er altså gået fra at være 0,3 procentpoint højere end drengenes til 0,6 procentpoint.
Postdoc ved Center for Ungdomsforskning, Anne Görlich, der har været med til at skrive rapporten 'Drenge og piger på ungdomsuddannelserne', udtaler:
- "Vi ser en tendens til, at der er en forskellig kultur omkring det at være dreng og pige på uddannelser. Pigerne har meget fokus på at præstere godt, og det bliver hurtigt en hel kultur omkring dem og den måde de er sammen med hinanden og forstår sig selv på. For drengene er det en anden kultur, der gør sig gældende. Nogle vil også præstere godt, men andre tager afstand fra alt det med at skulle præstere. Så definerer de sig selv som nogen, der ikke er en del af karakterræset."