Nutidens unge vil ikke spekulere over, hvorvidt et højskoleophold kan være studieforberedende eller ej. I dag bliver højskolen snarere en pause fra både uddannelsesræs og præstationskultur - og et rum, hvor de unge kan mærke både fællesskabet og sig selv.
Nutidens unge har gennem mange år fået fortalt, at de skulle hurtigt gennem uddannelsessystemet, at de skulle præstere, og at de ikke skulle spilde deres tid med sidespring. Men mange unge er så småt begyndt at foretage en modbevægelse, fortæller Anne Mette W. Nielsen, der er forsker hos Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet og blandt andet har beskæftiget sig med unges kulturelle skabelse.
»Højskoleopholdet er i højere grad blevet en slags her-og-nu-pleje. Man kan se det som en modreaktion på acceleration og præsentationsorientering i uddannelsessystemet, men man kan også se det som en strategi, hvor de unge tanker op, så de er klar til at træde tilbage i det spor, når de er færdige med højskolen«, fortæller hun.
I dag søger de unge særligt mod højskoler, som har en tydelig profil, fortæller Anne Mette W. Nielsen. Det skyldes dog ikke så meget selve fagene eller studieorienterede tanker, men mere at de unge ønsker at være en del af et fællesskab, de kan spejle sig i.