Videnscenter for arbejdsmiljø 22.05.2017
Af Annemette Grant Larsen
De bliver kaldt Mig-generationen, YouTube-generationen, Curling-børn og alt mulig andet. De er selvoptagede, utålmodige, krævende og hyperambitiøse, og de kan ikke klokken eller binde snørebånd og har ikke lært at tackle selv simple problemer og går i panik, hvis de ikke kan finde opladeren til mobilen. Sådan ser det billede ud, der sommetider bliver tegnet af nutidens unge. Men hvem er de egentligt, og hvad kendetegner dem?
Det satte Center for Ungdomsforskning, CEFU, fokus på tirsdag den 16. maj på en velbesøgt konference med cirka 360 deltagere.
Den australske ungdomsforsker Dan Woodman tegnede blandt andet et billede af generationen fra 80'erne og 90'erne, der ifølge Woodman har helt andre kår på arbejdsmarkedet. Og det præger de unge, som er mere stressede, og som nærmest har givet op på at få et stabilt job og en stabil indkomst, som deres forældre havde, og på at deres arbejdsgiver vil give dem det.
- Uddannelse er ingen garant for at klare sig godt på arbejdsmarkedet. Det giver ingen sikkerhed i sig selv, og det betyder at de unge hele tiden forsøger at opkvalificere sig på alle mulige måder fx via praktik og udlandsophold, sagde psykolog og ungdomsforsker Mette Lykke Nielsen fra Center for Ungdomsforskning.