Fyns Stifstidende, d. 15.9.2013
Skrevet af Kristina Lund Jørgensen
I dag er det sådan, at hver femte borger i Syddanmark ikke har en ungdomsuddannelse.
Om få år skulle det gerne være sådan, at 95 procent af borgerne i hver eneste ungdomsårgang i regionen får en ungdomsuddannelse. Og det er især erhvervsuddannelserne, der skal være parate til at uddanne en del flere, end de gør i dag. Det vurderer Mikkel Hemmingsen, direktør i Region Syddanmark.
Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning er enig i, at det vil være erhvervsskoler, der kan tage mod den gruppe af unge, der i dag ikke gennemfører en ungdomsuddannelse.
-Vi har brug for mange flere faglærte, og erhvervsskolerne vil være en oplagt vej for den gruppe, der ellers ikke har taget en ungdomsuddannelse, siger hun.
Centerlederen peger i den forbindelse på, at de unge stadig selv skal vælge, hvilken vej de vil tage gennem uddannelsessystemet.