Politiken d. 2. maj 2013
Af Jakob Stig Jørgensen
Det er både fornuftigt og helt rigtigt at stille krav om, at
danske elever skal bestå folkeskolens afgangsprøver i dansk og
matematik for at kunne fortsætte i uddannelsessystemet.
Det mener både formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening,
Jens Boe Nielsen, og direktøren for Danske Erhvervsskoler, Lars
Kunov, efter at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vil gøre
optagelsen til ungdomsuddannelserne afhængig af, om eleverne som
minimum afslutter folkeskolen med karakteren 2 i de to fag.
Uddannelsesforsker og centerleder på Center for Ungdomsforskning
på Aarhus Universitet Noemi Katznelson peger på, at der kan være en
del faldgruber i forbindelse med VKO's forslag.
Hun er bekymret for, om man sorterer de rigtige fra med
forslaget.
»Eksamener er et lotteri, og man risikerer at fælde elever, der
har en dårlig dag, en hård censor eller misforstår emnet. Derfor
skal man virkelig tænke sig grundigt om og overveje, om det er den
rette stopklods«, siger hun og fortsætter: »Spørgsmålet er, om et
kort sommerkursus er nok til at løse problemerne for de unge, der
ikke består afgangsprøverne. Det er meget kort tid«.