TV 2 Nyheder d. 15.02.24
Af: Laura Kongsmark Schuldt
Tilbage i oktober fik gymnasieeleverne Thomas Obitsø-Frederiksen og Karoline Martin en idé til et utraditionelt eksperiment. De to elever fra Aalborg Handelsskole havde undret sig over, hvad deres rektor og vicerektor egentlig lavede, når de sad bag de lukkede døre eller så travle ud på gangen.
Derfor foreslog eleverne, at de byttede roller for én dag. At rektorerne blev sendt tilbage i klasseværelset, mens de fik lov at agere rektorer. Heldigvis var ledelsen med på idéen.
Torsdag har de to så fulgt i hælene på rektor og vicerektor, for på den måde at forsøge at forstå ledernes hverdag bedre.
[...] Og der er stor chance for, at forsøget på Aalborg Handelsskole kan have en positiv effekt på dialogen mellem skolen og eleverne.
Det vurderer Maria Bruselius-Jensen, der er lektor på Center for Ungdomsforskning med blandt andet fokus på unges demokratiske deltagelse.
- Det sender i hvert fald et tydeligt signal om, at ledelsen interesserer sig for elevernes hverdag og for, hvordan det er at være ung, og det er utrolig vigtigt, siger hun.
Omvendt peger hun på, at rektor nok ikke vil få fuld adgang til at opleve elevernes normale hverdag, fordi elevernes adfærd vil være lidt anderledes, når rektor er med i klassen.
- Men det er et skridt på vejen, og kan føre til en større forståelse og åbenhed for hinandens perspektiver, som måske på sigt kan give eleverne mere medindflydelse, siger Maria Bruselius-Jensen, der også opfordrer til, at elever og rektorer deler erfaringerne fra dagen med resten af skolen.