Politiken, d. 20. januar 2013
Af Cecilie Lund Kristiansen
Der er mange fordomme om studerende. De er dovne og utilfredse og studerer i en evighed, inden de får byttet et færdigt speciale til et eksamensbevis.
Men noget tyder på, at virkeligheden er ganske anderledes: At de studerende faktisk er ambitiøse og hårdtarbejdende og mere optagede af karriere end af caffe latte.
Truet af krisesnak og ledighedsstatistikker er de studerende blevet 'generation målrettet', fortæller Camilla Hutters, der er lektor og souschef på Center for Ungdomsforskning:
»Vi kan se, at unge har mere fokus på at målrette deres valg
mod arbejdsmarkedet. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at de
unge har fokus på at skille sig ud i forhold til cv og
kvalifikationer«, siger hun.