Magasin: Socialrådgiverne. 14.02.23.
Af: Susan Paulsen
En ny form for udsathed rammer unge fra alle samfundslag. Årsagerne til mistrivslen skal ikke findes hos de unge selv, men udspringer for manges vedkommende af rammerne for ungdomslivet. Der findes ikke én løsning på de unges mistrivsel, men akut og helhedsorienteret hjælp er afgørende, pointerer ungdomsforsker på baggrund af ny viden.
Hvornår er højt tempo udtryk for målrettethed og appetit på livet, og hvornår kammer det over og bliver til stress, pres og overbelastning? Hvornår går et stærkt fokus på at klare sig godt fra at være en positiv drivkraft til at kamme over og blive til mistrivsel? Det er nogle af de spørgsmål, som forskerne bag bogen ’Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering – om ny udsathed i ungdomslivet’ har undersøgt. Ungdomsforsker og professor Noemi Katznelson er medforfatter til bogen og understreger, at unges mistrivsel skal tages alvorligt.
– De unge fortæller om, at de taber håret, ikke kan sove, oplever angst og depression og pludselige sammenbrud. Og her spiller rammerne omkring ungdomslivet som for eksempel et øget præstationspres også ind. Mistrivslen rammer anderledes, end den gjorde tidligere.