Politiken 26.02.2016
Af: Pernille Mainz
Mere end hver fjerde elev - eller 27 procent - i 8. klasse bliver erklæret 'ikke uddannelsesparat' til en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Det viser en ny opgørelse fra Undervisningsministeriet. Sidste år var tallet 25,8 procent. Eleverne har dermed ikke de »faglige, personlige og sociale forudsætninger«, der ifølge vurderingen skal til for at starte på en ungdomsuddannelse. Samtidig viser tal fra ministeriet, at hver femte elev stadig ikke har en ungdomsuddannelse, syv år efter at de er blevet færdige med grundskolen.
Centerleder hos Center for Ungdomsforskning, Noemi Katznelson, udtaler til Politiken:
"Så mange burde ikke være ikke-parate. Præcis hvorfor er svært
at svare på, fordi det er vanvittig komplekst. Et bud er, at der er
for mange grupper af unge, som folkeskolen ikke har nok
forventninger til. Grupper, der har meget fravær eller sociale
problemer, eller som har ordblindhed, der ikke opdages«, siger hun
og peger på en anden mulig årsag:
"Kravene for at komme ind på ungdomsuddannelserne er øget. Feltet
har flyttet sig, og det betyder, at også de stille piger nu
marginaliseres. Samtidig er muligheden for at klare sig ved at få
faglært arbejde forsvundet. Så skolens opgave er blevet til en
anden: at få alle med."