Politiken.dk, d. 19.11.2012
Af Jakob Stig
Både uddannelsesvejledere og erhvervsuddannelser har ret til at afgøre, om unge er klar til skolestart.
Hvem har egentlig kompetencen til at vurdere, om landets skoleelever kan gennemføre en ungdomsuddannelse?
Den diskussion er blusset op, efter at Politiken i lørdags kunne fortælle, at Niels Brock fremover kræver, at alle nye handelsskoleelever består en optagelsesprøve, før de kan starte.
Som det er i dag, er det landets ungdomsuddannelsesvejledere,
der vurderer, om eleverne er parate til at gennemføre en
ungdomsuddannelse. Samtidig har erhvervsskolerne lov at gøre som
Niels Brock og på baggrund af en test vurdere, om de unge er egnede
til at starte.
På den måde kan de underkende ungdomsuddannelsesvejledernes
vurdering, selvom den unge i første omgang havde fået et ja til
uddannelse med i skoletasken.
Ifølge uddannelsesforsker Noemi Katznelson fra Center for
Ungdomsforskning, vidner Niels Brocks beslutning om at indføre
optagelsesprøver om en dobbelthed i uddannelsessystemet.
Politikerne vil nemlig have elever i verdensklasse, samtidig med at
de har en målsætning om, at næsten alle unge skal have en
uddannelse.
»Den dobbelthed siver ned gennem erhvervsskolerne, der forsøger at leve op til begge dele. Og spørgsmålet er, om de to målsætninger lader sig forene, sådan som det er i dag«, siger Noemi Katznelson og fortsætter: »Derfor kalder det her på politisk stillingtagen til, hvad det er, man vil med erhvervsskolerne«, siger hun.