Gymnasieskolen.dk, d. 12. december 2012
Af Malene Romme-Mølby
En historielærer åbnede verden for Noemi Katznelson, som ser tilbage på sin gymnasietid med stor frihed. Det mangler der i nutidens gymnasium, mener ungdomsforskeren.
Hvad husker du bedst fra undervisningen i din gymnasietid?
"Jeg husker helt sikkert bedst historie, som var ret
samfundsfagrelateret. Jeg kan simpelthen huske en helt konkret
time, hvor jeg fik lidt af en aha-oplevelse, da det gik op for mig,
hvordan samfundet hænger sammen: At de samfundsmæssige mekanismer
kan have direkte indflydelse på menneskers hverdag og liv. Det var
ret fantastisk. Det var også dér, jeg fik vakt min interesse for
sociologi, samfund og samspillet mellem mennesker. Jeg kan stadig
se for mig, hvordan min lærer, Jakob Hansen, tegnede en lang kæde
af årsagssammenhænge. Hvad der sker, når man skruer økonomisk eller
politisk på en del. Hvordan det har virkninger rundt i samfundet.
Rent fagligt var det det, som rykkede mig."