Kristeligt Dagblad 15.03.2019
Af: Ritzau
Den 15. marts kalder bekymrede borgere i flere hundrede byer verden over deres politikere til klimakamp. Det er den unge generation, der råber højest.
Der er flere grunde til, at de unge kaster sig ind i klimakampen. Det mener Maria Bruselius-Jensen, som er lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
- Klima og miljøspørgsmål handler om klodens fremtid og om de betingelser, der er for de unges liv, så derfor bekymrer de sig særligt om det. De unge taler også om at brænde for en sag, og det bliver en meget sanselig oplevelse for dem. Det er vigtigt for de unge, at de virkelig gør og ser en forskel.
Ifølge Maria Bruselius-Jensen vil den nuværende ungdomsgeneration formentlig som den første ikke opleve at blive rigere eller højere uddannet end deres forældre.
- Hvor skal de så hen som generation? Jeg tror, at klimaproblematikken er et af de store spørgsmål, som det er vigtigt for den her generation at besvare. Hvordan kan vi leve et godt liv, samtidig med at vi passer på vores klode?