Print

Kræsenhed forsinker unge

Søndagsavisen, d. 5 august 2012

af Stig William Nissen

Næsten halvdelen af de afviste ansøgere til en videregående uddannelse søger kun ind på én uddannelse.
Det viser nye tal, som Uddannelsesministeriet har offentliggjort, skriver Metro-Xpress.
Blandt de 9.000 ansøgere til en videregående uddannelse, der blev afvist sidste år, havde 42 procent kun søgt én uddannelse, mens kun hver femte havde søgt bredt, både hvad angik uddannelse og studieby.
»Det er ærgerligt, at der hvert år er tomme pladser på gode uddannelser, fordi så mange har besluttet, at der kun er én uddannelse i én bestemt by, der dur,« siger uddannelsesminister Morten Østergaard.
»I Danmark har vi så bred en palet af uddannelser, at alle burde kunne finde mindst to uddannelser,« tilføjer han.

Gør det, de har fået at vide
Men det er der ifølge ungdomsforsker Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet, ikke noget mærkeligt i. Unge kan ikke både vælge efter interesse og fornuft.
»Gennem hele deres opvækst har de fået skreget ørerne fulde af, at de skulle vælge noget, der interesserede dem. Det var argumentet for, at de så også ville gennemføre studiet,« siger han og fortsætter: »Når de så endelig har fundet ud af, at de gerne vil læse til psykolog i København, hvor deres liv og venner er, så er det svært at få at vide, at man hellere skal læse en mellemlang uddannelse i Esbjerg.« »Det er der en helt anden identitet forbundet med, så det skaber et stort dilemma,« siger Jens Christian Nielsen.

Læs hele artiklen her

Lagt online 14.08.2012 af Astrid Schrøder