06.04.2016
Foto: Ole Lind
Af: Anders Leonhard
Regnemetoderne skal være kreative, hvis gymnasierne fremover skal få tabellen med matematiklærere til at gå op. Det kan nemlig få konsekvenser for gymnasierne og de kommende studenter, hvis regeringens plan om, at alle gymnasieelever skal have matematik på minimum B-niveau, bliver til virkelighed.
Forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning, Noemi Katznelson, er overbevist om, at obligatorisk matematik B vil få store konsekvenser for eleverne:
"Det er en skjult adgangsbegrænsning i reformudspillet, men det er virkelig noget, der kommer til at sortere groft i eleverne. Matematik er det fag, som volder flest problemer for eleverne, og det er ingen tvivl om, at vi vil se en stor dumpeprocent. Hvis eleverne dumper faget, kan de ikke bruge det til at søge videregående uddannelser, så det bliver en kæmpe opgave for gymnasierne at få eleverne igennem matematik B," siger hun.