09.04.2016
Foto: Mathilde Bech
Af: Anders Leonhard
De seneste uger har debatten om ufrivillige sexvideoer,
sladderblade og seksuelle billeder på sociale medier raset i
pressen. Fokus har særligt været rettet mod sexmoralen blandt
velstillede unge på nordsjællandske gymnasier.
Men hvor udbredt er det egentlig, at unge fra det øverste
samfundslag sender seksuelle billeder af sig selv og andre rundt på
de sociale medier?
Svaret kommer måske i en ny rapport fra Center for Ungdomsforskning
ved Aalborg Universitet. Her har tre forskere sat unge i alderen
15-25 år fra landets rigeste kommune, Gentofte, under lup.
I rapporten "Ungdomsprofil 2016 -
Gentofte Kommune" svarer hver femte unge, at de har sendt eller
postet et seksuelt billede af dem selv. Samtidig svarer hver
syvende, at andre har sendt et seksuelt billede af dem rundt på
sociale medier.
»Det var meget overraskende, da vi fandt ud af, hvor alarmerende
højt tallet var. At unge deler seksuelle billeder af sig selv og
andre findes over alt i landet. Men det er muligvis mere udbredt
blandt de økonomisk velstillede unge,« siger lektor ved Center for
Ungdomsforskning, Niels-Henrik Møller
Hansen.