Jyllands-Posten d. 11.10.23
Af: Christian Bigum og Regitze Walther
Regeringen vil fremover pålægge skolebørn ned til 7. klasse at træffe et afgørende valg. Et valg, der ikke bare vil ændre det enkelte barns skolegang markant, men også få afgørende betydning for barnets fremtidsmuligheder, når karamellerne er kastet, og folkeskolen er slut.
[...] Regeringens forslag er, at danske skolebørn fremover skal kunne vælge at komme i såkaldt »juniormesterlære« i hele eller dele af 8. og 9. klassetrin. Det betyder, at valget kan træffes fra slutningen af 7. klasse.
Modellen kaldes en 3+2-ordningen, fordi eleverne så vil være tre dage om ugen i skolen og to dage i en virksomhed eller på en erhvervsskole. Den er de seneste år prøvet af i udvalgte kommuner. Men nu vil regeringen give samtlige folkeskoleelever retten til at fravælge den traditionelle skoledag to dage om ugen i de sidste to år af folkeskolen.
[...] Ifølge ungdomsforsker Noemi Katznelson er regeringens plan om at indføre en ret til juniormesterlære i 8. og 9. klasse »et opgør med folkeskolens grundidé«. Hun er professor og forsknings- og centerleder ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.
Regeringen vil gøre det til en rettighed for alle i 8. og 9. klasse.
»Det synes jeg, at man skal passe enormt meget på med. Det giver ikke mening at lægge det ind som et generelt valg for den brede gruppe af unge. De har ikke brug for flere valg i deres ungdomsliv end dem, de har i forvejen,« siger Noemi Katznelson og tilføjer: »Ungdommen er i forvejen belastet. Der er mange muligheder og så meget, de skal. Vi har tværtimod brug for at skrue ned for de ting, de skal tage stilling til. At udskolingen i højere grad får lov til at være en tid, hvor unge går i skole og er sammen med vennerne. Ikke for at man skal paratgøre sig til de næste trin på uddannelseslinen eller et kommende arbejdsliv.«