Jyllands-posten, d. 31.07.22
Af: Kenneth Thygesen og Anne Poulsen
Styrketræning er den mest populære sports-og motionsaktivitet for børn og unge i 13-15-årsalderen, viser rapport fra Idrættens Analyseinstitut. Både eksperter og Anti Doping Danmark er særligt opmærksomme på tendensen.
[...] I modsætning til bl. a. fodbold, svømning, gymnastik, trampolin, løbehjul og rulleskøjter skiller styrketræning og løb sig ud som de eneste to aktiviteter, hvor tilslutningen stiger fra 7-til 15-årsalderen. Særligt ved 12-årsalderen er der tale om en markant stigning inden for styrketræning.
Niels Ulrik Sørensen, professor i ungdomsforskning og souschef ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, ser også visse faresignaler.
»Begynder man at dyrke kroppen for intenst? Bliver man for optaget af det? Jo mere man ønsker at ændre sin krop, desto flere fejl finder man på den,« siger Niels Ulrik Sørensen og henviser til den svenske forsker Thomas Johansson, der kaldte fænomenet for "utilfredshedens logik" efter at have studeret unge i fitnesscentrene gennem flere år.
»Den onde cirkel skal man være opmærksom på, og man skal i det hele taget være opmærksom på, om de unge færdes i fællesskaber, der er gode, gavnlige, rummelige og inkluderende. Det gælder imidlertid både i fitness-og sportsklubberne,« siger han.