Print

Forældres uddannelses-snobberi rammer børnene

MetroXpress, d. 8.11.2012

Af: Marie Tromborg

Skole. Blot syv procent mener, at deres barn skal tage en erhvervsuddannelse. I stedet mener mange, at gymnasiet er det helt rigtige. Det sender elever i den forkerte uddannelsesretning.

Mit barn skal da have en studentereksamen. Sådan tænker knap halvdelen af os i dag. Kun syv procent mener, at en erhvervsuddannelse ville være den bedste vej for vores barn at gå.

Det viser en repræsentativ YouGov-undersøgelse foretaget for Momentum.

Samtidig viser ansøgerstatistikker, at erhvervsuddannelser virker mindre og mindre attraktive hos de unge. De to tal hænger sammen, vurderer Arnt Vestergaard Louw fra Center for Ungdomsforskning.

»Vi ved, at det, der påvirker unge allermest er forældrenes holdning. En ung, der over middagsbordet proklamerer, at det er en erhvervsuddannelse, vedkommende vil tage får beskeden om at det kan komme bagefter, men med tre år på gymnasiet er man i hvert fald sikret,« siger Arnt Vestergaard Louw.

Han forklarer, at årsagen til forældrenes klare holdning om at en boglig ungdomsuddannelse er at foretrække over en praktisk ikke kommer ud af det blå.

»Det handler om, at forældre måske selv har taget en anden uddannelse. Og så er det uvidenhed omkring mulighederne med en erhvervsuddannelse. Uvidenheden gør forældre til uddannelsessnobber,« siger han og fortsætter:

»Men det er ikke kun forældrene der snobber omkring uddannelse. Der er et bredt pres i samfundet om at tage en boglig uddannelse - også selv om det ikke nødvendigvis er det bedste valg.«

Læs artiklen her

 

Lagt online 15.11.2012 af Astrid Schrøder