Politiken, d 10.10.2012
Af Gry Pauline Kofoed og Flemming Christiansen
ENSOMHED Undersøgelse tyder ifølge forsker på, at uddannelse er adgangen til et godt netværk og kulturtilbud.
Sidste år lavede Center for Ungdomsforskning ( Cefu) på Aarhus Universitet en anden stor undersøgelse om unge og ensomhed, der viste, at mere end hver tiende af de 15-24-årige »ofte« føler sig isolerede, savner nogen at være sammen med eller føler sig holdt udenfor, og at deres reaktioner går fra modløshed til selvmordstanker.
Forskningsleder på Cefu Jens Christian Nielsen mener, at de nye tal fra Psykiatrifonden viser, at Danmark har udviklet sig, så uddannelse mere end nogensinde er adgangen til et godt netværk, større sikkerhed på jobbet og bedre adgang til kulturtilbud.
Jens Christian Nielsen eksemplificerer med det fællesskab, der var hos arbejderklassen i »gamle dage« : »Min kærestes farmor fortalte om dengang på Christianshavn, hvor man ikke havde så mange penge og rendte ind hos hinanden og spiste suppe sammen. Og det gjorde de jo. Men dem, der havde råd, rykkede i 1960' erne ud i parcelhusene.
Mange af de andre uden uddannelse flyttede ind i de sociale byggeriers højhuse og isolation, og på den måde blev samfundet mere delt«. Også i det danske samfunds udkanter finder vi de underuddannede og overensomme, vurderer Jens Christian Nielsen.