Politiken, d. 6. august 2012
Af Dorrit Saietz
Noemi Katznelson har slået sit navn fast som Danmarks førende ungdomsforsker. Hendes arbejde skal finde de værktøjer, der kan få flere til at tage en uddannelse -men det skal ske på de unges egne præmisser.
Noemi Katznelsons ph.d.-afhandling fra 2004 handler om unge, som
hun har fulgt i aktiveringsprojekter. Det drejer sig om unge, der
er uafklarede, ikke kan tage sig sammen, har
koncentrationsproblemer, er krævende, har belastede baggrunde,
faglige problemer, vil noget andet end det umiddelbart tilgængelige
og så videre. Vi kender dem fra den politiske debat, og vi ved, at
de udgør et af vores største samfundsproblemer. Men Noemi
Katznelsons tilgang er en anden - hun undersøger, hvordan de unge
selv oplever deres situation. Hun lytter til deres egne
forventninger og erfaringer - og giver dem en stemme.
»Hun fik fortalt, hvordan deres liv var som en hovedbanegård«,
siger hendes tidligere RUC-kollega Lars Ulriksen, som i dag er
lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns
Universitet og samarbejder om projekter med CEFU.