Artikel af Marie Bille i Børn&Unge 8/2024
I et nyt pilotstudie fra Rockwool Fonden har man fulgt 133 unge over tre måneder. Resultaterne peger på, at der er mange udsving i deres trivsel. Trivsel eller mistrivsel er altså ikke en konstant, for mange ting i ungdomslivet er heller ikke konstante, påpeger sociolog og forskningsprofessor, Signe Hald Andersen, der står bag undersøgelsen. Vi bør se og forstå mistrivsel på en mere nuanceret måde, end vi gør i dag, siger hun.
Netop nuanceringen af trivsel i ungdomslivet er vigtig, så vi heller ikke ender med en enten-eller debat, som svinger mellem yderpolerne trivsel eller mistrivsel.
Det er selvfølgelig helt forkert at sige, at størstedelen af alle unge mistrives, understreger Noemi Katznelson. Men vi skal heller ikke lande i den modsatte grøft, hvor vi afblæser den stigende mistrivsel. ”For den er der. Det vil være virkelig forkert nu at tro, at der overhovedet ikke er noget, der er forandret”, fastslår Noemi Katznelson. Hun understreger, at det ikke bare er i Danmark, men i store dele af den vestlige verden, at vi ser en udvikling mod stigende mistrivsel blandt unge i forskellige undersøgelser.