Berlingske 23.06.2017
Af Birgitte Rahbek
Det er ved at være slut. »Skam« er nået frem til
endestationen ikke flere klip og opdateringer, ikke flere afsnit.
Men hvad er arven efter »Skam«? Ungdomsforsker Niels Ulrik
Sørensen ved Center for Ungdomsforskning gør boet
op.
»Skam« har i Niels Ulrik Sørensens øjne mange styrker. Men helt
centralt står, at de spidder ungdomslivet, så unge kan spejle sig i
den, mens teflonbeklædte voksne pludselig kan genkalde sig de
dirrende følelser, prøvelser og valg, som ungdomsårene er præget
af.
»Når hovedpersonerne befinder sig i vanskelige processer, gør de sig hårde og fremstår uigennemtrængelige. Det er først, når de tager fat i deres sårbarheder og ambivalenser og deler dem med gruppen, at de finder deres vej og styrken til at handle. »Skam« viser derved både styrken i sårbarheden, og at individualitet og kollektivitet ikke er hinandens modsætninger. Det er et utroligt smukt budskab i en tid, hvor der er enormt meget fokus på den enkelte og en tilbøjelighed til at opstille individet som en modsætning til fællesskabet,« mener Niels Ulrik Sørensen.
Mens vi dyrker indvidet, er normalitetsbegrebet paradoksalt nok blevet indsnævret i flere henseender, og det påvirker ikke mindst de unge.
»På ungdomsforskerområdet plejer vi lidt klicheagtigt at sige, at det perfekte er det nye normale,« siger Niels Ulrik Sørensen og forklarer, at man tidligere anså perfektion for at være noget, som man nok kunne stræbe efter, men som meget få ville opnå.
»I dag er det perfekte ofte noget, som unge oplever at været omgivet af, og det kan skabe en oplevelse af, at hvis man ikke er perfekt på et givent område, så betragter man sig sig selv for at være unormal og afvigende. Og da det er et menneskeligt vilkår ikke at være perfekt, så skaber dette normalitetsbegreb utrolig mange oplevelser af, at man ikke slår til,« siger Niels Ulrik Sørensen.
Men »Skam« piller ifølge ungdomsforskeren ved perfekthedsidealet og sender et budskab om muligheden for at dyrke et nyt ideal.
»Den viser, at vi allesammen har fejl og mangler og er præget af ambivalenser og sårbarheder, og at vi finder styrken til at gøre det gode for os selv og hinanden, når vi begynder at tale om vores sårbarheder,« siger Niels Ulrik Sørensen.