Berlingske 08.09.2017
Af: Niels P. York
Jeg (artiklens forfatter, red.) er selv er en del af generationen, der er troppet op på Søndermarken i København. 25 somre har jeg levet, født i året, hvor nationen splittedes over Maastricht-aftalen, og kort efter samledes over de danske gulddrenge, der vendte hjem fra Sverige som europamestre i fodbold. Og hvem er min generation så? Født i et politisk skæbneår, og siden har vi aldrig været i nærheden af BZ'erenes og 68'ernes trang til fysisk at manifestere os. Denne generation holder demokratisk, alkoholfri politisk fest på to hverdage, hvor mange er mødt op, fordi det er skemalagt i undervisningen, hvor et af hovedpunkterne er at tale med folk, man er uenige med og i. Men hvad kæmper de for? Hvad vil de?
Ifølge Maria Bruselius-Jensen, der er lektor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, er de måske lidt splittede.
»På den ene side kan man sige, at de unge i dag er super privilegerede, har utrolig mange muligheder og er rigere end 68'ernes unge. Men samtidig er de pressede af samtidens krav og forventninger og mange har en slags hvor-skal-jeg-gå-hen-tomhed,« siger hun.
Hvor unge tidligere samlet kunne demonstrere mod atomkraft, er de unge i dag mere engagerede i det hverdagsnære. Dét individet selv kan ændre.
»Hvis man sammenligner den nuværende generation med 68'erne eller BZ'erne, kan det umiddelbart fremstå som om, de slet ikke er samfundsaktive. Men det er ikke vores opfattelse. Det, der kendetegner dem, er, at de er meget engagerede i verden omkring dem. Vi ved, at unge i dag læser flere nyheder, og de er mere bekymrede for, hvordan verden udvikler sig, og de vil gerne gøre en forskel. Men hvis hver enkelt siger: »Jeg spiser vegetarisk for at gøre verden bedre,« kan det jo være svært at se i det offentlige rum - særligt, hvis man kigger efter en demonstration,« siger hun.
