Berlingske 21.05.2017
Af: Mads Bager Ganderup
Beauty boys kaldes de teenagedrenge, som i stor udstrækning sminker sig - et ord, som egentlig er meget dækkende for, hvad de gør. De viser billeder frem, hvor læberne er store og struttende. Øjenvipperne buer på den helt rigtige måde, brynene er veltrimmede og optegnede, så de ser fyldige og naturlige ud. Øjenmakeuppen varierer, men fælles for de mange varianter er, at de ikke er diskrete. Brugen af makeup er eksplicit, og det har for nogle af de unge mænd banet vej for, at de kan træde ind på et kvindedomineret marked.
Niels Ulrik Sørensen, som er souschef, forskningsleder og lektor ved Center for Ungdomsforskning, peger på, at det, at mænd er begyndt at dyrke noget, som før har været forbundet med kvindelighed, er accelereret inden for de seneste 30 år.
»Kønsgrænserne er hele tiden i forvandling. Man var hele tiden i en farezone for at blive udpeget som værende for feminin og uigenkendelig som mand, hvis man skubber til kønsgrænser, men i dag skal der mere til, før man havner i den farezone.
Mænd har inden for de seneste årtier bevæget sig ind på nogle af de arenaer, som tidligere har været forbeholdt kvinder. De her drenge er ude i en forhandlingsproces, hvor de gerne vil forhandle kønnet et andet sted hen, end det er i dag. De ser ud til at være interesserede i at rykke ved kønsforståelsen,« siger han.
Læs hele artiklen
på Berlingskes hjemmeside (abonnement påkrævet)