Berlingske 08.07.20
Af: Julie Dalgas
Flere eksperter har de seneste år givet blandt andet perfekthedskulturen og de redigerede billeder på sociale medier som Instagram skylden for unges kropsutilfredshed.
Men det er ikke hele forklaringen, lyder det fra Niels Ulrik Sørensen, der er forsker på Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.
"Det handler også om, at vi i stigende grad har en opfattelse i samfundet af, at vi selv har ansvaret for at forme os selv og vores liv. Hvis vi træffer de rigtige valg, kommer vi derhen, hvor vi gerne vil være. Det afspejles også i vores forestilling om kroppen. Kroppen betragtes i stigende grad som noget, vi kan få til at se ud på en bestemt måde, hvis vi gør nok for det." Niels Ulrik Sørensen fortæller, at denne opfattelse ikke er et godt match med at være ung, da man som ung oplever en masse nye ting - især i forhold til kroppen - for første gang, man er usikker på sine valg, og det er meningen, at man skal eksperimentere og afsøge verden og finde sig selv.
"Når ungdomslivets usikkerhed kobles sammen med en opfattelse af, at man skal have kontrol og selv har ansvaret for at forme det gode liv, kan det være med til at skabe en endnu større usikkerhed og i nogle tilfælde også mistrivsel hos unge," siger han.