"Hvis man er overvægtig, skal man nok tænke ekstra meget over, hvad man har på, så man ikke bliver ydmyget" - pige 7. Klasse.
Sådan lyder én af de udtalelser fra det etnologiske feltarbejde, som postdoc ved CeFU Katrine Vraa Justenborgs afhandling bygger på. I afhandlingen ”Vurdere(n)de elevkroppe: Et mixed methods-studie af kroppes interrelationelle betydning for elevers sundhed og trivsel i folkeskolen”, undersøger Katrine folkeskoleelevers (5., 7. og 9. klassers) egne perspektiver på sundhed og trivsel i skolen og peger på kroppen som et hidtil overset aspekt i trivselskrisen.
“Vi spørger typisk til, om de unge trives, sover nok eller har ondt i hovedet, men vi glemmer kroppen, som er helt afgørende for de unge. Forholdet til egen krop fylder rigtig for dem, som oplever, at de er for tynde, for tykke, for lave eller får bryster for tidligt,” siger Katrine Vraa Justenborg, der står bag Ph.d.-afhandlingen ‘Vurderende elevkroppe’.
Ph.d.-afhandlingen bygger på etnologisk feltarbejde, fokusgruppeinterviews og et spørgeskema, som 1.309 elever fra 5., 7. og 9. klasse på 31 skoler har svaret har svaret på.
40 procent af eleverne i spørgeskemaundersøgelsen svarer, at de er ‘bange for, at deres klassekammerater dømmer deres udseende negativt’. 44 procent oplever, at der bliver talt grimt om andres udseende i klassen. Og mens 23 procent af pigerne er direkte utilfredse med deres krop, så gælder det 13 procent af drengene.
“Hvis man for eksempel er overvægtig, så skal man passe på ikke at blive ydmyget af de andre. Man skal overveje, hvad man spiser hele tiden og overvåge sig selv. Nogle af dem, jeg har interviewet, sammenligner deres vægt med karakterer”, siger Katrine Vraa Justenborg.