Hvad vil det sige at være ung i Gentofte Kommune anno 2020? Center for Ungdomsforskning har taget en temperaturmåling på ungelivet i kommunen - set med de unges øjne. Baseret på kvantitative og kvalitative data tegner ungdomsprofilen et grundigt og nuanceret billede af de unges praksisser og trivsel. Rapporten giver et solidt empirisk grundlag for at forstå ungdomslivet i kommunen og formulerer en række anbefalinger til Gentofte Kommunes fremadrettede arbejde med de unge.
Det er tredje gang, at CeFU har fornøjelsen af at udarbejde en sådan ungdomsprofil for Gentofte Kommune. Vi sammenligner med profilundersøgelsen fra 2016 for at pege på, hvor der er sket forandringer, men også hvor billedet ikke har ændret sig mærkbart hen over de seneste fire år. Der bliver også trukket paralleller mellem, hvordan Gentoftes unge har det i forhold til unge i Danmark generelt.