10 kommuner er nu med i opløbet til titlen som årets ungdomskommune 2021 ud af de 21 kommuner indstillet til prisen. Prisen uddeles hvert år af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) til en kommune, som gør en ekstraordinær indsats for børn og unge. Udover titlen vinder kommunen også 10.000 kr. øremærket til ungeindsatsen i kommunen.
Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning, sidder i det dommerpanel, der nu har gennemgået alle indstillingerne og udvalgt de 10 kommuner. I dommerpanelet har hun selskab af Chris Borup Preuss, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, sidste års vinderkommune og Nicklas Lindsten, formand for NAU – Netværket af Ungdomsråd.
De 10 udvalgte kommuner er: Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Holbæk, Norddjurs, Nyborg, Odsherred, Rudersdal, Skive, Svendborg og Vesthimmerland.