KONFERENCEN ER AFHOLDT.
Oplæg fra dagen:
Anne Mette W. Nielsen: Ritualer, rutiner og regler i fællesskaber blandt unge på kanten af samfundet
Anne Mette Thorhauge: Online gaming og digitale fællesskaber
Hilary Pilkington: Engaging young people in talking about extremism. Why? How?
Obs. Oplægget tager udgangspunkt i upubliceret og igangværende forskning. Af denne grund er oplægget kun til privat brug. Kontakt venligst Hilary Pilkington ved ønske om brug af forskningen.
Knud Ryom: Betydningen af idrætsforeninger og fællesskaber for unge drenge i udsatte boligområder
En ung pige, der klimastrejker helt alene på en plads i Stockholm, har været katalysator for et stort grænseoverskridende ungdomsfællesskab. Samtidigt har hun asperger og står uden for de nære sociale fællesskaber i skolen, som er helt centrale for de fleste andre unge. Center for Ungdomsforsknings majkonference tager temperaturen på fællesskaberne i ungdomslivet. Hvordan skabes de? Hvordan ser de ud? Hvem er med? Hvem er udenfor? Hvad er et godt fællesskab? Og hvordan understøtter vi gode fællesskaber?
I august sidste år satte 15-årige Greta Thunbeg sig alene foran Riksdagen i Stockholm og påbegyndte en klimastrejke. Siden er Greta blevet et knudepunkt i den globale kamp for klimaet og har fået følgeskab af tusindevis af andre unge, som i fællesskab klimastrejker for at råbe beslutningstagerne op.
Men selv om Greta har været katalysator for dette store grænseoverskridende fællesskab, der binder unge sammen på tværs af lande og kontinenter, så er hun selv på sin vis stadig udenfor. For Greta har asperger og står uden for det sociale spil, som andre unge er så opslugte af. Fortællingen om Greta viser nogle af de dynamikker og paradokser samt den store spændvide, som er i fællesskaberne i ungdomslivet. På konferencen diskuterer vi fællesskaberne med afsæt i spørgsmål som: Hvordan skabes unges fællesskaber? Hvordan ser de ud? Hvem er med? Hvem er udenfor? Og hvad gør de ved ungdomslivet?
Vi zoomer ind på både, hvordan unges fællesskaber spænder over de nære fællesskaber i unges hverdagsliv og til de store grænseoverskridende fællesskaber, som går på tværs af lande og kontinenter. Vi ser på, hvordan fællesskaber kan skabe trivsel og tilhørsforhold for marginaliserede unge. Men også på, hvordan ungdomsfællesskaber kan være katalysator for radikalisering og ekstremisme, og hvordan nogle lukkes ind i fællesskaber og andre lukkes ude. Vi ser på fællesskaber, der har forskelligt indhold, og som dannes på forskellige arenaer: digitaliserede fællesskaber og fællesskaber på uddannelserne og i foreningslivet. Sammen med en række eksperter og unge diskuterer vi endvidere spørgsmål som: Hvad er gode og dårlige fællesskaber? Og hvordan kan vi understøtte gode fællesskaber for alle unge?
Kom og være med i dagens diskussioner og hør de spændende oplæg om fællesskaber i ungdomslivet. Blandt oplægsholderne er Professor Hilary Pilkington fra University of Manchester, Anne Mette Thorhauge fra Københavns Universitet, Knud Ryum fra Aarhus Universitet, Helle Rabøl Hansen fra NO!SE, Network Of Independent Scholars (in) Education samt Maria Bruselius-Jensen og Anne Mette W. Nielsen fra CeFU.
Tid og sted
22. maj 2019 kl. 9.00-15.30
AFUK - Enghavevej 82 B
2450 København SV