Afhandlingen sætter spot på en central uddannelsespolitisk problemstilling. På trods af at ønsket om at skabe mulighed for uddannelse til alle unge har stået højt på den politiske dagsorden gennem de seneste årtier, eksisterer der fortsat en relativ stor gruppe unge, som har svært ved at finde fodfæste i uddannelsessystemet og falder fra ungdoms-uddannelserne. Men hvad er det, der går galt? Hvorfor virker det massive politiske fokus på uddannelse til alle tilsyneladende ikke? Det er disse spørgsmål og paradokser, som danner afsæt og udgangspunkt for afhandlingen.
I afhandlingen følges 9 uddannelsesmæssigt udsatte unge fra 9. klasse og 3-4 år frem til de er 19-20 år og har gjort sig en række erfaringer med ungdomsuddannelse og arbejde. Gennem analyser af de unges overgangsprocesser og erfaringer knyttes an til praksis-diskussioner og spørgsmål om de mulighedsbetingelser og rammer, der tegner sig i uddannelsessystemet. I afhandlingen fremhæves både fællestræk og
forskelligheder i de unges biografiske forløb, og her træder ikke mindst
kønsperspektivet frem som en væsentlig strukturerende faktor i de unges
uddannelsesforløb.