Vi er i dag i fare for at miste grebet om en gruppe af de allermest udsatte unge. Siden krisen ramte Danmark er gruppen af unge under 30 år på kontanthjælp fordoblet og antallet af de allersvageste unge på kontanthjælp er tredoblet (Ugebrevet A4, 21/8, 2012). Vi ved fra ungdomsforskningen, at den generelle samfundsudvikling producerer nye muligheder men også nye marginaliseringsformer. Og der synes netop at være en voksende gruppe af unge, der er ikke bliver positivt integreret i hverken uddannelsessystem, arbejdsmarked, forenings- og fritidslivet eller i bredere forstand samfundet. Der er tale om en gruppe af unge præget af komplekse sociale problemstillinger som ikke uden videre lader sig rubricere.
Der findes i dag en del statistisk viden om udsatte grupper i samfundet (ex. hjemløse, misbrugere). Hvad der derimod er meget ringe viden om, er hvordan disse forskellige marginaliseringsformer tager sig ud i forhold til specifikt de unge. Hvad er det særlige ved marginalisering i netop ungdomsårene, hvor den ofte kan være sløret af alt fra subkulturelle udtryksformer, et alment højt forbrug af rusmidler, hyppige skift mellem uddannelse/arbejde og perioder på offentlig ydelse, samt en relativt høj grad af mobilitet? Og sløret for såvel de unge selv, som for de professionelle som har til opgave at få kontakt til, og støtte de unge. En forundersøgelse gennemført af Rådet for Socialt udsatte peger i den forbindelse på, at der netop er store institutionelle barrierer i forhold til samfundsmæssigt at nå disse unge på en måde, hvor de unge oplever at blive hjulpet videre i form af bl.a. mangel på kontinuitet og samarbejde i de kommunale forvaltninger.
Undersøgelsen skal udbygge forståelsen af de unge og den forskellighed der præger dem og deres situation. Sekundært skal det rette et konstruktivt fokus på, hvad der set fra de unges og de professionelles perspektiv skal til for, at de kan opleve en forbedret livssituation og/eller bringes tættere på uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
