Erhvervs-ph.d.-projektet ’Voksentilblivelse på socialpsykiatriske botilbud – hvordan pædagogiske praksisser understøtter en positiv voksentilværelse’ er et samarbejde mellem Den Sociale Udviklingsfond og Center for Ungdomsforskning.
Projektet undersøger, med afsæt i praksisforskning og samskabelsesprocesser, hvilke rammer og pædagogiske indsatser der bedst understøtter overgangen ind i voksenlivet, for unge mellem 18 og 29 år med komplekse problemstillinger på socialpsykiatriske botilbud. Den Sociale Udviklingsfond (SUF) har igennem en lang årrække været en central aktør på botilbudsområdet med god succes. Grundet den massive stigning af borgere tilknyttet det specialiserede voksenområde, og det øgede behov for botilbud, er der i SUF et udtalt ønske om at videreudvikle viden om og praksis for hvordan unge bedst støttes i deres voksentilblivelse. Ph.d.-projektet går tæt på den daglige socialpædagogiske praksis og det hverdagsliv der udfolder sig for ungegruppen. Unge og praktikere inddrages aktivt i samskabende processer om at videreudvikle og målrette en forebyggende pædagogisk indsats som kan skabe bæredygtige, og dermed mindre udsatte, voksentilværelser.
Projektet strækker sig over 3 år fra den 1.9.2023 til den 31.8.2026.
Erhvervs-Ph.d.en er bevilget af Innovationsfonden.