Forskning & Publikationer

Kortlægning af brugen af og holdningerne til rusmidler blandt unge på ungdomsuddannelserne i Svendborg

Tags: rusmidler, ungdomsuddannelse, livsstil
Titel: Kortlægning af brugen af og holdningerne til rusmidler blandt unge på ungdomsuddannelserne i Svendborg
Forfattere: Niels Ulrik Sørensen
Dato: 16.09.2013
Type: Rapport

Baggrund
Svendborg Kommune ønsker at styrke indsatsen på området unge og rusmidler. I perioden 2012-2014 gennemfører kommunen således satspuljeprojektet RUSK - Rusmiddelforebyggelse på ungdomsuddannelserne i Svendborg Kommune. Som en del af RUSK har kommunen besluttet at iværksætte et forskningsprojekt, der kortlægger unges brug af og holdninger til rusmidler, der skal understøtte indsatsen på området.  Kommunen har valgt at lade CEFU gennemføre forskningsprojektet.

I 2005-2006 udførte CEFU en undersøgelse af trivsel og sundhed på ungdomsuddannelserne i Svendborg i forbindelse med en evaluering af projektet Den Sundhedsfremmende Ungdomsuddannelse. Her indgik unge og rusmidler som ét af en række områder, der blev belyst til at kortlægge unges trivsel og sundhed. CEFU har spørgeskemaet og svardataene fra den gamle undersøgelse, der udgør et velegnet og unikt afsæt for at analysere udviklingen på området på ungdomsuddannelserne i Svendborg fra 2005-2006 frem til i dag. I den aktuelle kortlægning vil rusmiddelområdet blive løftet frem som et særligt prioriteret aspekt af unges sundhed og trivsel. Der vil således blive formuleret nye spørgsmål samt lavet nye kørsler af unges brug af og holdninger til rusmidler, der vil supplere de gamle spørgsmål samt muliggøre evt. sammenligninger med de kortlægninger af rusmiddelområdet, der finder sted i andre dele af landet i forbindelse med 4-Kommune-forsøget.

Mål og spørgsmål
Forskningsprojektet orienteres mod følgende mål og guides af dertil knyttede forskningsspørgsmål:

1) En afdækning af rusmiddelbrug og rusmiddelholdninger samt trivsel og sundhed, som det aktuelt ser ud blandt unge på ungdomsuddannelserne i Svendborg:

Hvilke rusmidler bruger de unge? Hvad er omfanget af brugen? Hvor og hvornår bruger de rusmidler? Hvilke holdninger har de unge til rusmidler? Hvordan spiller brug og holdninger sammen? Hvilke forskelle er der mellem ungdomsuddannelserne på brugen af og holdningerne til rusmidler? Hvordan hænger brugen af og holdningerne til rusmidler sammen med de unges angivelser af trivsel og sundhed på udvalgte områder?

2) En afdækning af udviklingen i de unges forhold til rusmidler samt deres sundhed og trivsel siden 2005-2006:

Hvad kendetegner de unges forhold til rusmidler nu i forhold til 2005-2006? Hvad kendetegner de unges angivelser af trivsel og sundhed på udvalgte områder nu i forhold til 2005-2006? Hvilke tendenser og udviklinger kan spores?

3) En indkredsning af behov for indsatser på rusmiddelområdet:

Hvilke problemer knytter sig til unges brug af rusmidler? Hvordan spiller de sammen med andre problemer med hensyn til mistrivsel og sundhed? Hvilke unge skal man være særligt opmærksomme på? Hvad bør man fremadrettet fokusere på i indsatsen på rusmiddelområdet på ungdomsuddannelserne i Svendborg?

Projektet vil bygge på besvarelserne af et elektronisk spørgeskema, som alle studerende på ungdomsuddannelserne i Svendborg, vil have mulighed for at svare på. 

Læs rapporten her

Kontakt forsker

Niels Ulrik Sørensen
ns@learning.aau.dk
Telefon: (+45) 2384 6031

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV