Aktuelt

Nyt phd projekt hos CeFU

Uddannelsesministeriet har bevilget 28 millioner kr. til forskning i uddannelse. En af modtagerne er Rikke Brown, som er tilknyttet Center for ungdomsforskning, DPU, Aarhus Universitet. Hun vil med sit ph.d.-projekt kaste lys over folkeskolens udskolingsforløb. Projektet skal undersøge, hvad det betyder for elevernes læringslyst, når man organiserer udskolingen med mere valgfrihed og samler de ældste elever på særlige overbygningsskoler.

I projektet vil hun bl.a. undersøge, hvad det betyder for elever med forskellige sociale baggrunde, at udskolingsforløbet pludselig involverer flere valg.

"Jeg vil undersøge, hvorvidt de nye udskolingsforløb med flere valg allerede i folkeskolen er med til at differentiere eleverne - og i givet fald om det er en hensigtsmæssig udvikling. Vi ved, at elevernes evne til at administrere valg, afhænger af en række sociale faktorer, og man kan derfor godt blive bekymret for, om de nye udskolingsforløb i højere grad skaber separate veje i uddannelsessystemet for forskellige sociale grupper," siger Rikke Brown.

Lærerstuderende bliver klædt på
Forskningsprojektet sker i samarbejde med Professionshøjskolen UCC, idet Rikke Brown vil inddrage lærerstuderende i projektet og løbende formidle sin viden til dem. Ambitionen er at udvikle undervisningsmateriale, der kan klæde fremtidige lærere bedre på til at håndtere de udfordringer, de møder som lærere for elever i udskolingen.

Et ph.d.-råd har vurderet de enkelte ansøgere, og når netop Rikke Browns projekt blev valgt, skyldes det bl.a., at der er et klart fokus på praksisnær forskning, som bliver udviklet i tæt samarbejde mellem universitetet og professionshøjskolerne.

Læs mere her

 

Lagt online 23.01.2012 af Freja Bange Nyboe

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV