Aktuelt

Forsker fra CeFU i spidsen for uddannelseskommission

Forsker Mette Pless fra Center for Ungdomsforskning har fungeret som formand for en uddannelseskommission, som Socialdemokraterne nedsatte i september 2008 i forbindelse med Socialdemokraternes forslag om at udvide uddannelsespligten til 13 år. Kommissionen er partipolitisk uafhængig og består af 15 personligt udpegede medlemmer, som på forskellig vis har viden om uddannelsesfeltet.

Kommissionen har haft som opdrag at give et bud på, hvordan et uddannelsessystem med 13 års uddannelsespligt meningsfuldt kan se ud. Torsdag d. 25. juni offentliggjorde kommissionen sine anbefalinger, der omfatter en række konkrete tiltag i grundskolen, bla. garanti for læsetræning, mere fokus på bevægelse, og en styrkelse af det praktiske og anvendelsesorienterede i skolen.

For de unge, der efter grundskolen ikke er parat til at gå på gymnasiet eller de etablerede erhvervsuddannelser, foreslår kommissionen en tredje vej: fleksuddannelsen. Her skal der være en række fleksible uddannelsesforløb, hvor de unge tilbydes sammenhold med ligesindede og støttes i at finde og udfolde deres kompetencer.

Alle uddannelseskommissionens anbefalinger findes på side 5 i den samlede rapport der kan downloades her:

læs rapport

Lagt online 16.07.2009 af Freja Bange Nyboe

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV