Aktuelt

Cefu støtter asylfestival

Af Louise Thuesen, cand.mag.

Maj var måneden, hvor årets Smiley:Days festival løb af stablen. Og Center for Ungdomsforskning var dette år en aktiv bidragyder.

Smiley:Days er en frivillig organisation, der står bag en årligt tilbagevendende kulturfestival på fem danske asylcentre. Festivalens formål er, gennem leg, dans og musik at give centrenes børn og unge et tiltrængt break fra den hverdag, der i så høj grad præges af ventetid.

CEFU var med på Smiley:Days festivalens første arrangement på centeret Jægerspris i Nordsjælland i starten af maj. Her havde Center for Ungdomsforskning bl.a. været med til at formidle en kontakt til reggaestjernen Wafande, der til stor jubel for centerets uledsagede unge asylansøgere gav koncert. Hoppende og dansende sang de knap 50 uledsagede unge med på omkvædet til sange som "der er lang vej, lang vej hjem" og "bare giv mig et smil". Og det er oplevelser som disse, der både tjener det formål at knytte centerets unge tættere sammen og at give dem en fornemmelse af et 'normalt' ungdomsliv.Også selvom det leves indenfor nogle usædvanligt unormale rammer.

"Vores unge har et stort behov for at få andre ting at tænke på i en meget presset hverdag. Og de unge havde en positiv og spændende oplevelse, som de efterfølgende har snakket meget om," siger Hallstein Løberg fra Dansk Røde Kors om Smiley:Days dagen på Jægerspris.

Smiley:Days' overordnede målsætning om at skabe et mentalt pusterum for børnene skal ses i lyset af den asyldebat, der i de sidste måneder har præget medierne. Den lange og strenge ventetid på de danske asylcentre har en nedbrydende effekt på den mentale tilstand hos en i forvejen udsat gruppe. Derfor kan selv én dags pause, hvor frustration og afmagt erstattes af sang og dans være med til at gøre enforskel. Og for en lille organisation som Smiley:Days var CEFUs deltagelse et positivt bidrag på flere niveauer.

"CEFUs økonomiske bidrag til årets Smiley:Days festival gav os som organisation en helt konkret økonomisk mulighed for at realisere nogle af festivalens visioner. Men samtidig føltes det også som en kæmpe opbakning, at Center for Ungdomsforskning med deres støtte til os anerkender den problematik, der findes i håndteringen af asylansøgere i Danmark. Det er jo netop dét, som vi forsøger at kaste et lys over med Smiley:Days festivalen," siger Line Borella, der er en af stifterne af Smiley:Days.

Årets festival, der i løbet af maj er nået rundt til fem sjællandske asylcentre er nu slut. Men arbejdet fortsætter mod endnu en Smiley:Days festival i 2013. Og alt peger på, at der fortsat er en stor gruppe unge asylansøgere, der har brug for et pusterum igen til næste år.

Læs mere om Smiley Days

Center for Ungdomsforsknings bidrag til Smiley:Days blev gjort mulig af Uddannnelsesforbundets pris på 25.000 kr., som vi modtog i 2011

Smileydays

Lagt online 27.06.2012 af Freja Bange Nyboe

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV