Aktuelt

Optagelsesprøver på handelsskole afslører rod i lovgivningen

Politiken.dk, d. 19.11.2012

Af Jakob Stig

Både uddannelsesvejledere og erhvervsuddannelser har ret til at afgøre, om unge er klar til skolestart.

Hvem har egentlig kompetencen til at vurdere, om landets skoleelever kan gennemføre en ungdomsuddannelse?

Den diskussion er blusset op, efter at Politiken i lørdags kunne fortælle, at Niels Brock fremover kræver, at alle nye handelsskoleelever består en optagelsesprøve, før de kan starte.

Som det er i dag, er det landets ungdomsuddannelsesvejledere, der vurderer, om eleverne er parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Samtidig har erhvervsskolerne lov at gøre som Niels Brock og på baggrund af en test vurdere, om de unge er egnede til at starte.
På den måde kan de underkende ungdomsuddannelsesvejledernes vurdering, selvom den unge i første omgang havde fået et ja til uddannelse med i skoletasken.

Ifølge uddannelsesforsker Noemi Katznelson fra Center for Ungdomsforskning, vidner Niels Brocks beslutning om at indføre optagelsesprøver om en dobbelthed i uddannelsessystemet.
Politikerne vil nemlig have elever i verdensklasse, samtidig med at de har en målsætning om, at næsten alle unge skal have en uddannelse.

»Den dobbelthed siver ned gennem erhvervsskolerne, der forsøger at leve op til begge dele. Og spørgsmålet er, om de to målsætninger lader sig forene, sådan som det er i dag«, siger Noemi Katznelson og fortsætter: »Derfor kalder det her på politisk stillingtagen til, hvad det er, man vil med erhvervsskolerne«, siger hun.

Læs mere her

Lagt online 22.11.2012 af Astrid Schrøder

Center for Ungdomsforskning | cefu@learning.aau.dk | Tlf: (+45) 20 29 46 29 | A.C Meyers Vænge 15, 2450 København SV